lørdag den 22. november 2008

Lørdag morgen

Så er årets første sne faldet, men det er der nu ikke meget sjovt ved, når det ikke er mere, men det er dejligt når vejret er klart og solen skinner så kan jeg godt li' at være udendørs, og det er Poul Erik og Conni glade for, da jeg fælder så meget for tiden, at det er lige før de har gulvtæppe på.

fredag den 21. november 2008

Vi er dejlige begge to

Jeg ved det jo godt, altså at jeg ikke må være i sofaen, men hvor er det svært at lade være når nu Sussi sidder der, og rigtig gerne vil være sammen med mig, altså sniger jeg mig lige så stille derop, og ingen forstår hvordan jeg er havnet der, men det er altså rigtig hyggeligt.

mandag den 17. november 2008

Varme ører


Her i denne kolde tid, kan det måske være godt med en hue til at varme ørerne med, så i lørdags da her var gæster fik jeg lov til at låne Svennes Peruhue, men det er måske ikke lige sådan en model jeg ønsker mig allermest, måske har jeg slet ikke brug for en vinterhue, da jeg har en rigtig god tyk pels og ører som hænger.
Pelsen er godt nok ved at blive lidt tyndere, så rigtig meget af den havner rundt i hele huset. Gæt lige hvor populær jeg så er, der lyder klager over, der er hår i maden, der er hår i opvaskemaskinen, der er hår i sukkerskålen, der er hår i sofaen, og der er hår alle andre mulige steder, men sådan er det jo at ha' en hund der er så dejlig som mig.

lørdag den 8. november 2008

Hvad skal jeg gøre


Det er ikke nemt at være mig sådan en lørdag formiddag, hvor Conni er indendørs og arbejder ved computeren og Poul Erik går ude for at rengøre biler, så de kan blive klar til at komme på værksted for at få monteret vinterhjul, samt få lidt olie og en smøring så de forhåbentlig klarer den kommende vinter.
Jeg går lidt frem og tilbage for at have styr på dem begge, men har svært ved at finde ud af at falde til ro hos en af dem. Håber ikke at denne uorden skal stå på hele dagen.

onsdag den 5. november 2008

Et hundeliv


Hvor mon udtrykket et hundeliv kommer fra, jeg synes det er et godt liv. .Hvis ikke jeg sover eller hviler mig, bruger jeg tiden på spisning, leg og opdagelse. Engang imellem skal jeg selvfølgelig jage en fugl, kat eller mink for at få lidt motion, men ellers bruges tiden mest på hyggeting.

mandag den 3. november 2008

Jeg fik min vilje

Den første søndag i november fik jeg min vilje, og blev kørt til Ulbjerg Klint, hvor jeg fik lov til at løbe frit, både i vandet og i på klinten. Det var dejligt, jeg blev meget våd og beskidt, men heldigvis har jeg ikke besvær med at ligge stille når jeg kommer hjem, så jeg "grisser" altså ikke så meget mere end jeg plejer efter sådan en tur.
Jeg har ellers haft nok at se til på denne søndag, for lige pludselig var der altså kommet en mink ind på matriklen, og den måtte jo jages, med det resultat at den tømte alle duftkirtler lige uden for terrassedøren, så Conni virkelig var i tvivl om, hvad det var der lugtede af udenfor og også indendørs, da døren havde været åbnet et par minutter. Til sidst endte det med at minken gemte sig under rampen, som jeg ikke har adgang til, og der blev stillet en fælde an, og vupti 2 minutter efter sad den i fælden og kunne afhentet af naboen, som er minkfarmer. Det er nu nok også fra ham den kommer fra, og han protesterer aldrig over at hente en mink her hos os.

søndag den 2. november 2008

En dejlig morgen

Når man er en langhåret hund, er det bedste i verden, at ligge ude på terrassen og følge med i hvad der sker på matriklen hvis altså vejret er som det er i disse dage, d.v.s. koldt, vindstille og solskin. Indendøre er det lidt for varmt til mig, så jeg nyder disse dage rigtig meget.

lørdag den 1. november 2008

Hvis de ikke gider


Hvis Conni og Poul Erik ikke gider at køre til fjorden med mig, så bader jeg da bare i deres havebassin. Det er så deres egen skyld, at vandet bliver meget plumret og at frøerne bliver forstyrret, men så kan de vel lære det.